Bloggens fødselsdag

Faktisk har den her blog har eksisteret i snart 2 år. Den har ikke haft meget mere en 10 indlæg, men har til gengæld set ud på mere end 10 forskellige måder.

Da jeg betalte for at beholde mit domæne og forlænge webhotel tilbage i februar, uden at have skrevet på bloggen i godt ét år, lovede jeg mig selv, at jeg skulle beslutte mig for hvad som skulle ske med bloggen INDEN udgangen af 2018.

Og I har vidst gættet hvad jeg besluttede mig for at gøre, nu her godt en måneds tid før nytår. Det tog kun 10 måneder.

Det skyldes nok i høj grad at jeg besidder en yderst højtråbende indre kritiker, der gerne vil have at tingene er perfekte før de deles. At tingene er tænkt igennem (læs: tænkt i smadder), og at jeg liiiige skal have styr på det og det først.

Måske kender du det? Det der med ikke at give sig selv tilladelse førend alt spiller og er perfekt?
“Når jeg lige har tabt de sidste 5 kilo”, “Når jeg lige har fået lidt mere erfaring”, “Når jeg har penge nok”, “Når jeg kan gennemføre uden at lave fejl”….

Min indre kritiker er i høj grad årsagen til at den her blog har ligget brak. For selvom hjertet har været fuld af ord der ville ud, så har jeg forventet at hvert indlæg der skulle postes, skulle have en dybere mening, have klokkeklare pointer, og have relevans for ALLE der nu måtte læse med. Det skulle være velformuleret, velovervejet, og så følte jeg i øvrigt at jeg var for flyvsk og usystematisk i forhold til hvilke emner jeg skrev om. Jeg følte kort sagt ikke jeg havde de rigtige forudsætninger for at have en blog.

Min Instagram profil har i nogle år, fungeret som et dejligt fristed, hvor jeg i lang tid følte jeg kunne dele mere “uperfekt” og frit, hvilket jeg også har gjort, lige indtil at min indre kritiker også begyndte at råbe der.

Det har irriteret mig længe, og nu skal det være slut.
Jeg synes det er så vigtigt at vi deler ud af det som er os, at vi tør at træde ind i – og stå i vores eget lys, at vi tør at være sårbare og dele den sårbarhed med andre, at vi tillader os selv at fylde og tage plads, at vi tør at tillade os selv at “være” med alt hvad vi er. Jeg elsker at følge med i de mange facetter af folks liv på de sociale medier. Jeg elsker når andre deler det “uperfekte”, det skæve, og det svære. Men også det gode, de små, fjollede og finurlige ting. Alle de ting som de måske også sidder og vurderer om det nu er “perfekt” nok til at dele. Om det er interessant nok for andre, om det er inspirerende, om der er en klar pointe, om det er for stort, for småt, for pinligt, for meget, for lidt, og alt det man nu spørger sig selv om.

Men ærligt. Så er der faktisk ikke noget der inspirerer mig mere, end når folk er dem selv. Når jeg kan mærke autencitet, fordi at de deler ud af det, som er meningsfuldt for dem. Det giver mig et rigtigt menneske jeg kan spejle mig i, og det gør at jeg giver mig selv mere tilladelse til at være mig selv med alt hvad det indebærer.

Derfor får bloggen nu lov at leve. Med alle dens fejl og mangler. Og med “fødselsdag” hele 89 dage dage før dens første fødselsdag.
Og havde den indre kritiker råbt højest i dag, var dette indlæg ikke blevet skrevet før d. 23. februar 2019, for tingene skal jo helst være korrekte ik 😉
Som om nogen nogensinde ville have bidt mærke i det, udover mig selv – DOH! Og nej, dette indlæg er ikke gennemlæst før udgivelse, af samme årsag 😉

Så velkommen til, jeg er så glad for at du kigger forbi ❤️

Follow my blog with Bloglovin

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
RSS